Det begyndte at blæse op i løbet af natten. Jeg havde set det i vejudsigten, men det var lidt kraftigere end jeg havde forstået det. Men jeg var jo på camping, så lidt rusken i vognen må man tage med.
Efter morgenmaden gik jeg en tur ned til stranden.
Det var en noget længere tur end pladskortet lige havde givet indtryk af. Først skulle jeg over det meste af pladsen (Se billedet fra i går) og så næsten lige så langt gennem skoven. Det var da en skøn tur i skoven, hvor Anemonerne var sprunget ud og der for alvor var ved at komme løv på træerne. Ikke mindst var der læ for vinden
Der var heldigvis lavet en bro henover strandengen, som var meget smattet. Stranden var overraskende stor, det vil sige meget bredere og længere end jeg havde forestillet mig. Den gik helt hen til vindmøllerne og mindst lige så langt i den modsatte retning. Man kan se at der ligger et skib på stranden, det var i Ekstrabladet senere på dagen omkring de mange efterladte skibe på de danske strande og i havnene. Hvis man ser godt efter, kan man se journalisten og fotografen, på vej væk fra skibet. De to prikker ved vandet.
Tilbage i vognen, stod den på frokost og opgaveretning. Det er nu hyggeligt at sidde i en tør og varm campingvogn, når det rusker udenfor, så for at føje lidt til hyggen, fik jeg en dejlig varm kop kakao til eftermiddagskaffen.
Selvom det stadig blæste og ruskede i vognen, så blev det en flot solnedgang alligevel.
Efter en overstået aftensmad og opvask, blev fjernsynet tændt og jeg hyggede med det indtil sengetid